Hvad skal du som kvinde gøre, og hvordan skal du forholde dig, hvis du pludselig er i den situation, at din mand eller kæreste bliver ramt af man flu?
Først og fremmest: GÅ IKKE I PANIK!
Husk, at du som kvinde er fuldstændig immun overfor mandeinfluenza.
Din mand/kæreste derimod vil meget snart få brug for al din hjælp hvis han skal have nogen chance for at overleve.
Husk på, at det han er på vej til at gennemleve er tusinde gange værre end en simpel forkølelse eller den normale influenza virus.
Det er derfor vigtigt, at du holder hovedet koldt og følger Nødplan #1 (se nedenunder) til punkt og prikke, hvis din kære bedre, mandlige halvdel, skal have nogen chance for at overleve.
Nødplan #1
Konkret to-do liste til kvinden, som netop har modtaget informationen om, at hendes mand/kæreste er på vej til at gå ned med man flu.
- Køb masser af cola (eller hans favorit sodavand).
- Køb slik/chips. Det er en god og nem kilde til livsvigtige kulhydrater.
- Køb mandeblade. Noget med biler, teknik og letpåklædte damer.
- Køb lommetørklæder.
- Køb ingredienser til hjemmelavede burgere.
- Køb masser af bacon.
Nu hvor du har klaret de kritiske indkøb, så er det vigtigt at du forholder dig på passende vis gennem hele forløbet. Det er vigtigt – som kvinde – at vide hvornår du skal gøre hvad, for at maximere din mand/kærestes overlevelseschancer.
Husk på, at det han gennemlever er meget værre end alt andet. Han vil undervejs i forløbet være så udmattet at han næsten er ude af stand til selv at skifte kanal via fjernbetjeningen til TV’et.
Her er det vigtigt, at du husker på følgende:
- Hyppigt spørge bekymret ind til hvordan han har det.
- Regelmæssigt (flere gange dagligt) massere hans fødder og/eller hovedbund.
- Regelmæssigt (flere gange dagligt) duppe hans pande med en fugtig klud.
- Regelmæssigt (og på forlangende) bringe ham fornødenheder fra listen ovenover.
- Sørg for at der altid er ro omkring ham. Larm og skrigende unger forværrer øjeblikkeligt sygdommen.
- Altid være parat til at lave mad til ham, og gerne hans livretter, eller burgere med masser af bacon.
Du kan risikere, at du selv undervejs i forløbet begynder at opleve relaterede symptomer såsom snottet næse, let feber eller ømhed i halsen. Husk på, at du er immun overfor mandeinfluenza, så derfor er det bedste du kan gøre blot at fortsætte som om intet var hændt. Hold fast i planen ovenfor og fokusér al din energi på at hjælpe din stakkels mand/kæreste, som har det uendeligt meget værre.
Nødplan #2
Ring til en præst og en bedemand.
Heldigvis er dette meget sjældent nødvendigt hvis du har fulgt Nødplan #1 til punkt og prikke.