Akut tilbagefald

Hej Brevkassen

Min mand var for nyligt ramt af the man flu, hvilket han naturligvis overlevede, til trods for at han ikke selv troede på, at det ville ende sådan.
Nogle dage efter at han i mine øjne var rask igen skulle vi på weekendophold hos mine forældre på Sjælland.

Nærmest med det samme jeg nævnte denne weekendaftale for ham, krøb han tilbage til sin seng og var pludselig “syg” igen. Det udløste et mindre skænderi da jeg synes det bare var en dårlig undskyldning for, at han ikke gad besøge mine forældre i en hel weekend.

Kan det virkelig passe, at en mand sådan bare kan få tilbagefald af the man flu, eller var det bare en undskyldning for at slippe for at besøge mine forældre?

De bedste hilsner
Grethe Jakobsen, Esbjerg.

Kære Grethe

Det er helt korrekt og desværre også yderst normalt med akutte tilbagefald i perioden efter en mand har været ramt af the man flu. Denne periode kan vare helt op til en måned. Tilbagefald opleves typisk i forbindelse med stress reaktioner eller hvis manden tvinges til at yde hårdt fysisk arbejde før han er helt ovenpå igen.

Det er derfor overvejende sandsynligt at udsigten til en hel weekend sammen med svigermor har været en for stor psykisk belastning for din mand, hvorved han er blevet ramt af et sådan akut tilbagefald.

Jeg må på det kraftigste fraråde, at du fremover forsøger at tvinge din mand ud i den slags stressende situationer før han er helt ovenpå igen. Han kunne jo risikere at være omkommet. The man flu er ikke spøgeværk.

Fortsat god dag
Doc

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *